I de sidste 5 år er titusinder af kristne blevet myrdet. 200 millioner kristne bliver diskrimineret, heraf bliver 100 millioner udsat for grove forfølgelser.
Eneste årsag: De tilhører Guds kirke. Den kirke, som er Kristi legeme på jord, og som ønsker, at Jesus skal være Herre og Mester i deres liv. I 60 lande er forfølgelse en uhyggelig del af hverdagen for de kristne.
Forfølgelse af kristne er ikke et nyt fænomen, men kan spores helt tilbage til kristendommens begyndelse. Det begyndte med, at Jesus led en grusom martyrdød på korset. Jesu efterfølgere, hans disciple, blev én for én henrettet, halshugget, stenet eller korsfæstet med hovedet nedad. Andre blev smidt for løverne i Rom. Den første menighed var udsat for mange lidelser pga. forfølgelser.
Da Jesus vandrede på jorden, vidnede han om, at kampen mellem Guds rige og de midlertidige riger på jorden ville medføre forfølgelser. Det være sig diskrimination, vold og død. Jesus sagde: "En tjener er ikke større end sin herre. Som de forfulgte mig, vil de også forfølge jer." (Joh 15,20)
Massakrer, mord, tortur, voldtægter, skamferinger, familieadskillelser, chikane, fængslinger, slaveri og mange former for diskrimination er en del af livet for kristne mange steder i verden. Det er sådanne forhold, som skaber frygt blandt mange kristne.
I mange lande er kirken under så stærkt et pres fra myndigheder og regeringer, at den er i fare for at blive udryddet. Det er samtidig i disse lande, at de største unåede befolkningsgrupper bor. Halvdelen af jordens befolkning bor i lande, hvor vi ikke frit kan forkynde evangeliet, og hvor kirken ofte er forfulgt.
Du kan se en liste over landene her
Det er bl.a. i disse lande, at vi som kristne i den frie verden kan have en altafgørende betydning for millioner af trossøskende. Udfordringen er at styrke resterne af kirken i disse lande, hvis deres nationer skal høre evangeliet.
Sådan fremkommer listen:
Der er lavet et spørgeskema, som kortlægger situationen for de kristne i de enkelte lande. Ud fra spørgsmålene gives der point om lovgivning, myndigheders praksis, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, personlige interviews og rapporter om forfølgelser. Listen eksisterer for at synliggøre hvilke lande, der aktivt forfølger kristne og derved overtræder elementære menneskerettigheder. Listen bliver fornyet en gang om året.
Kontakt Åbne Døre for yderligere informationer.