Mellemøsten

Kristendommen kommer fra Mellemøsten. Længe før islam satte sit præg på dette område, var der kristne overalt her.

Men gennem de senere år er de kristnes situation blevet markant vanskeligere i denne del af verden. Hvis en muslim ønsker at blive en kristen, bliver vedkommende oftest ikke alene mødt af stærk fordømmelse, men også tit udstødt af sin familie og sit lokalsamfund.

Det at blive en kristen betragtes meget ofte som en direkte ulovlig og kriminel handling, selv om den sker af fri vilje. Derfor tages alle mulige midler i brug for at få vedkommende ”tilbage i folden” igen. Mange kristne er blevet overfaldet, tortureret, fyret fra deres job, sat på gaden, voldtaget, udsat for falske anklager, fængslet og slået ihjel – blot fordi de er kristne. Mange unge kristne piger bliver kidnappet og misbrugt, uden at myndighederne griber ind. Det sker også ofte, at kristne kirker bliver angrebet med skydevåben og bomber.

Alligevel bliver mange i Mellemøsten kristne, fordi de opdager Evangeliet om Jesus Kristus. Men de går en vanskelig tid i møde, og i nogle lande i området svarer det at blive en kristen praktisk talt til at underskrive sin egen dødsdom.