Det er mange år siden Nordkorea meddelte, at landet inden 2012 ville være en "stærk og velstående" nation. De økonomiske problemer, som de har haft de sidste 20 år, skulle da være ovre. Virkeligheden er, at Nordkorea ikke er i nærheden af at nå dette mål. Hver dag dør mennesker af sult, hundredtusindvis af mennesker holdes i fangenskab i arbejdslejre, og de kristne lever under frygtelige forhold.
Åbne Døre opfordrer alle danske kristne til at bruge tid i bøn for de kordkoreanske kristne, sammen med kristne rundt omkring i hele verden. Vores brødre og søstre ved, at kristne rundt om i hele verden husker på dem i bøn. Det giver dem kraft og mod.
For at forstå behovet for bøn, må man se på de voldsomme lidelser, de kristne i landet har gennemgået fra oprettelsen af det kommunistiske styre og frem til i dag. I begyndelsen af det forrige århundrede var der en stor kristen vækkelse i Nordkorea. Der fandtes på den tid ca. 2.300 kirker i landet, og ca. 300.000 kristne. Hovedstaden Pyongyang blev den gang omtalt som »Østens Jerusalem«.
Efter at landet i 1948 blev selvstændigt med Kim Il Sung som leder, ændrede situationen sig dramatisk. Kim udformede en ny religiøs ideologi (Juche) med sig selv i centrum. Kim satte sig i Guds sted og forlangte folkets tilbedelse. Han omtalte sig selv som »den evige sol«, og hans fødselsdag blev proklameret som begyndelsen på den nordkoreanske tidsregning. Kristendommen blev fra da af betragtet som en alvorlig trussel mod nationen. Kristen aktivitet i enhver form blev strengt forbudt, og tusindvis af kristne blev dræbt eller fængslet.
Landets nuværende leder Kim Yong Il gør i lighed med faderen krav på folkets tilbedelse. Han har grundlagt en lære, hvor det hævdes, at han og faderen er »ét«, og at de to sammen med Juche-ideologien udgør en »hellig treenighed«.
Flygtninge kan fortælle de mest grufulde beretninger om forfølgelse af de kristne i landet. Men de kan også fortælle, at den kristne menighed i landet har overlevet frem til i dag - til trods for den ekstreme sult, modgang og forfølgelse.
Der eksisterer ifølge flygtningene flere små kristne grupper rundt om i landet. Men af hensyn til sikkerheden består disse grupper sjældent af mere end 10 medlemmer og ofte kun af familiemedlemmer. En af flygtningene fortæller om en husmenighed med 20-30 medlemmer, som simpelthen forsvandt sporløst i år 2000.
Vi tror på, at Gud hører den fælles bøn for Nordkorea og sætter landets befolkning fri fra det åg, som har ligget tungt over alle i de seneste 50-60 år. Du kan læse om landet og bede, men vi opfordrer dig også til, at du deler din viden med andre kristne og involverer dem i bønnen for Nordkorea.
For at kunne bede konkret for vore kristne søskende i Nordkorea har vi brug for lidt fakta.
Nordkoreanske kristne oplever en ekstrem forfølgelse:
Ca. 400.000 kristne praktiserer deres tro i hemmelige undergrundsnetværk i Nordkorea. Der er en udbredt mangel på bibler og kristen undervisningsmaterialer. De kristne er derfor sårbare overfor vranglære.
Kristne anses som en ”fare for samfundet” eller ”forræderiske vestlige spioner”.
Det er strengt forbudt at forkynde evangeliet.
Der er nogle få ”statskirker”, som bruges udelukkende for at overbevise besøgende udlændinge om, at der er religionsfrihed i landet. Kun udvalgte borgere deltager i ”gudstjenesterne”.
Over 50.000 kristne sidder i fangelejre på grund af deres tro. Mennesker slipper sjældent levende ud af fangelejrene.
De nordkoreanske myndigheder øgede eftersøgningen af kristne i 2009 for at afsløre alle medlemmer af de kristnes undergrundsnetværk.
Landet oplever endnu en gang, at der bryder hungersnød ud, og befolkningen sulter ihjel. Der er meget streng grænsekontrol og næsten ingen handel med udlandet.
Nordkoreanerne er indoktrinerede med Juche ideologien, som fokuserer på menneskets egen tilstrækkelighed.
Åbne Døres rolle i Nordkorea:
Det er vores pligt, som kristne i den frie verden, at være talsmænd for dem, der ikke har en stemme. Vi må styrke dem, som ikke selv kan stå.
Åbne døre uddanner og træner kristne i hemmelighed og yder nødhjælp (mad, tøj og medicin). Tusinde af bibler, bøger og andre materialer bliver distribueret, hver eneste år.
Åbne Døre har dannet et netværk for at hjælpe Nordkoreanske flygtninge og kristne, der bor langs den kinesiske grænse. Hvert år modtager nordkoreanske afhoppere medicin, mad og husly.
En af Åbne Døres medarbejdere i Kina organiserer bibelstudier for nordkoreanske kvinder, som er flygtet ud af Nordkorea. Ca. 40 kvinder modtager regelmæssigt bibelstudie og penge til at dække leveomkostninger og børnenes uddannelse.