Kristen far til otte får forlænget fængsling i Etiopien
Af Åbne Døre
En kristen familiefar i Etiopien er blevet idømt en fængselsdom på et år. Hans forbrydelse? Han har købt nogle træer hos den lokale ortodokse kirke. Da han ville fælde det købte træer, meldte de ortodokse ledere, som er imod evangeliske kristne i området, ham til politiet.
Etiopiske kristne
Selamu Bebeje [se note 1] (der er i fyrrerne) er en stille og venlig mand, far til otte og et trofast medlem af en protestantisk kirke i Emdibir i Guragie området omkring 200 km syd for Addis Abeba, Etiopien. Han passer slet ikke ind i billedet af en forhærdet kriminel. Alligevel sidder han indespærret med en et års fængselsdom.
50 fanger i en lille celle
Selamu deler sin lille fængselscelle med halvtreds indsatte. Bekymringen for hans familie ligger tungt på hans hjerte, mens han venter på at høre, om hans fængsling vil blive forlænget. Hans modstandere har appelleret til højesteret om, at han må blive tildelt endnu et års fængsel, der skal føjes til den straf, han allerede har fået. Ifølge dem skal hans straf stå mål med alvoren i den forbrydelse, de påstår, han har begået. For hans kone, Tutu Haile [se note 2], er bare tanken om, at hun skal undvære sin mand endnu længere tid næsten mere, end hun kan klare. På grund af den følelsesmæssige belastning, hun oplever, hver gang hun besøger sin mand, har Selamu bedt hende om ikke at komme så ofte. Han har brug for, at hun er stærk af hensyn til deres børn, der er i alderen mellem tre til tyve.
Tænker meget på børnene
"Min største bekymring er mine børn. Min ældste søn går i gymnasiet. Jeg fortalte min kone, at hun skal gøre alt, hvad hun kan for at hjælpe ham til at fortsætte sine studier. [Min familie] ville lide mere end mig. Jeg har allerede accepteret situationen. Men de ville blive forvirrede over, hvorfor Gud tillod, at dette sker for mig. Det er smertefuldt for hende og mine børn at se mig indespærret i fængslet. Men hvis Gud vil det, vender jeg en dag hjem fri igen," fortalte Selamu til Åbne Døres (ÅD) repræsentant, Fikiru [se note 3], der besøgte ham i fængslet.
Forfølgelse efter ønske om ny kirkebygning
Som Selamu ser det, er hans problemer et direkte resultat af, at han har været med til at søge om at få et stykke jord i landsbyen Moche, som hans menighed kan bygge på. Hans kirke har virket i området i de seneste fire år. Som det er almindeligt i disse regioner, er den protestantiske kirke blevet nægtet adgang til at købe jord til at bygge en kirke på.
For tre år siden tilbød Selamu at give en del af sin egen jord til sin kirke. Tilhængere af "Ethiopian Orthodox Church" (EOC - Den etiopiske ortodokse kirke) var imod dette initiativ og truede med at angribe den protestantiske kirke. De hævdede, at Selamu's land lå for tæt på EOC.
Da det lå de protestantiske kirkeledere stærkt på sinde at opretholde et godt forhold til deres EOC-naboer, besluttede de at opgive deres planer. Snart bad EOC tilhængere dog Selamu om at give dem sin jord i bytte for et stykke jord, der lå et stykke væk. Selamu forklarede dem, at de foreslåede arealer var for langt væk til, at han gennem dem kunne tjene til livets ophold. Så tilbød de at købe hans jord, men han nægtede atter. Det er ulovligt at sælge jord i Etiopien, men mange gør det alligevel i hemmelighed.
Rasende ortodokse ledere
De kristne i området har en mistanke om, at EOC's ledere blev vrede over Selamu's afslag og begyndte at lede efter måder, hvorpå de kunne hævne sig på ham. Deres mulighed kom i december 2008.
På en auktion solgte EOC nogle Eucalyptus træer, der stod på deres ejendom. Et EOC medlem, Dagne, kom med det højeste bud. Han solgte dernæst træerne til forskellige andre mennesker [se note 4]. Selamu var på udkig efter noget træ til et hegn ved sit hus, så han købte også et par træer af Dagne. De blev enige om en betaling på 500 Birr (omkring 200 d.kr.), som Selamu betalte kontant. De havde en mundtlig aftale, og der blev ikke givet nogen kvittering til Selamu. I landdistrikterne i Etiopien er der intet usædvanligt ved denne slags handler.
Fælden klapper
Selamu gik så ind på EOC's område og begyndte at fælde det aftalte antal træer. Mens han var i gang med dette, kom en EOC leder og spurgte Selamu, hvad han gjorde. Han forklarede sin aftale med Dagne, og lederen syntes at være tilfreds med svaret. EOC lederen meldte imidlertid Selamu til politiet. Lederen beskyldte ham for ulovligt at trænge ind på området for at håne deres tro og at fælde træer uden nogen formel aftale. Politiet arresterede så Selamu.
Et par dage senere blev Selamu ført til retten i Emdibir. Han var overbevist om, at domstolen ville frikende ham, når den havde hørt Dagne's vidneudsagn. Men til Selamu's forfærdelse benægtede Dagne, at han havde nogen aftale med ham, og at han havde modtaget nogen betaling for træerne. Selamu var chokeret - han havde troet, at Dagne var en ærlig mand. Selamu havde en mistanke om, at Dagne havde svært ved at betale for de træer, han havde aftalt at købe af EOC og så kunne være blevet skræmt af sine ledere. Og det viste sig så at være en chance for at få hævn over Selamu.
Uskyldig dømt for at fælde købt træ
Retten er udsat for at vurdere sagen, og Selamu blev ydet kaution. Men efter næsten et års retssager, idømte dommeren den 26. november Selamu til et års fængsel i Wolkite. Selamu appellerede straks dommen og bad om, at hans straf enten måtte blive nedsat eller erstattet med en bøde, da han er far til otte børn. Desværre stadfæstede retten dommen.
Nu er Tutu alene om at sørge for deres børns behov. Hun håber, at Selamu's straf ikke vil blive forlænget, men tværtimod forkortet. Men deres kirkes ledere er ikke så optimistiske. Sagen er meget kompliceret. De har bedt en kristen advokat om at hjælpe med retssagen, men også han mener, at den manglende dokumentation for at bevise Selamus uskyld er meget problematisk. Desuden frygter kirkelige ledere, at EOC's lederes tætte relationer til dommerne ved retten yderligere kan forværre Selamus situation.
"Jeg kan ikke hamle op med dem," forklarede Selamu over for Fikiru. "De har mange magtfulde mennesker bag sig, og de kan let gøre situationen endnu vanskeligere."
Vidner for sine medfanger
På trods af disse udfordringer virker Selamu til at være stærk i troen og urokkeligt se Guds hånd virke gennem disse omstændigheder. "Situationen her i fængslet er ikke god. Vi sidder halvtreds indsatte i et lille rum. Men jeg begyndte at fortælle de andre indsatte om Kristus. Ingen af dem modsætter sig dette på en hård måde. Jeg håber, at Gud vil give mig nogle omvendte, inden jeg forlader dette sted. Jeg [tror], at Gud havde sin egen plan, da han tillod dette at ske i mit liv."
Lovet været Gud har den lokale, protestantiske kirke taget ansvaret for at se efter denne familie. ÅD overvåger situationen nøje for at se, hvornår der er behov for vores bistand. Imens udtrykte familien deres tak til ÅD for besøget og for de bønner, de ved, bliver bedt på deres vegne.
Ortodokse og muslimer mod evangeliske kristne
Guragie er et af de områder i Etiopien, hvor forfølgelsen af protestantiske troende er værst. Befolkningens religiøse sammensætning i Guragie området er stort set ligeligt fordelt mellem EOC og islam. Protestantiske kirker oplever nogen vækst, når der føjes konvertitter til deres flok. Både EOC og islam er imod evangelisering i denne region. Eksempler på forfølgelse omfatter falske anklager og domme, nedbrændinger af kirker og hjem, fysiske angreb og udstødelse. Der var endda et tilfælde, hvor liget af en evangelisk troendes afdøde baby blev gravet op.
Noter
Note 1 - Navnet er et pseudonym for at beskytte den kristnes identitet.
Note 2 - Navnet er et pseudonym for at beskytte den kristnes identitet.
Note 3 - Navnet er et pseudonym for at beskytte medarbejderen i Åbne Døres identitet.
Note 4 - Når man køber træ i et af Etiopiens landdistrikter, forhandler man om prisen, før træerne fældes. Efter at man er blevet enige om en pris, fælder køberen enten selv eller (sommetider) ved hjælp af arbejdere det aftalte antal træer.
24. februar 2010, Copyright: Åbne Døre Danmark
|
Seneste nyheder
PAKISTAN: Muslimsk pøbel dræber kristen kvinde og hendes børn i Pakistan
PAKISTAN: Blasfemi-love brugt til at fængsle gammel kristen mand
PAKISTAN: Kristen professor i Pakistan slået, fordi han nægter at konvertere til islam
BANGLADESH: Kristent barn bortført og tvunget til slavearbejde i Pakistan
PAKISTAN: Muslimer i Pakistan kidnapper og voldtager kristen pige
|