"For to dage siden foretog politiet en razzia i vores hus. De fjernede alle de bibler og kristne bøger, som vi havde i huset."
Lazar* går lige til sagen. Han er kirkeleder i Usbekistan, et land, som ikke så ofte bliver nævnt i nyhederne. Ikke desto mindre ligger det på niendepladsen på Åbne Døres Verdensrangliste over forfølgelsen af kristne verden over. Naomi Vinter, der er journalist, rejste for nylig til den tidligere sovjetiske stat for at se, hvordan kirken klarer sig. Kommunismens rødder virker endnu ikke til at være visnet. De usbekiske kristne balancer mellem på den ene side frygt for overvågning, trusler og fængsling og på den anden side tro på Guds løfter.
Et hemmeligt møde på et gadehjørne
På hjørnet af en travl gade venter jeg på Lazar. Jeg ved ikke, hvordan han ser ud, eller hvilken slags bil han kører i. Han ved lige så lidt om mig. Vi kender begge kun det gadehjørne, hvor vi har aftalt at mødes. Sådan er det med næsten alle mine møder her: Jeg får kun oplyst et sted og et tidspunkt. Hvis ingen dukker op, kan det være fordi, at det på det tidspunkt ikke er sikkert for de kristne at møde mig. Overvågningen i Usbekistan er omfattende. Når du som udlænding rejser i landet bliver du hele tiden gjort meget opmærksom på dette. Jeg er nødt til hver dag at registrere mig, og hotellerne skal bekræfte, at jeg virkelig har sovet der. Når jeg forlader landet, skal jeg desuden kunne gøre rede for, hvor jeg har været dag for dag.
Lagt i håndjern
Så stopper en bil, og jeg forstår pludselig, at det er ham. Lazar har genkendt mig som en vesterlænding. Jeg sætter mig ind i bilen, og vi introducerer os for hinanden. Lazar begynder at køre, mens han er på udkig efter et sted, hvor vi uforstyrret kan snakke sammen. Lazar har næsten ikke sagt noget i to minutter, da han fortæller mig om razziaen to dage tidligere. "Faktisk var spørgsmålet ikke, om politiet ville komme, men hvornår. Alligevel var det et nervepirrende øjeblik. Pludselig stod der ti politimænd uden for vores dør. Og jeg blev lagt i håndjern, som om jeg var en forbryder."
Lazar vidste, at han blev overvåget. Han leder en husmenighed, som mødes i små grupper. "Flere forskellige personer havde allerede fortalt mig, at de i det forløbne år var blevet spurgt om, hvem jeg var, og hvad jeg gjorde."
Illegal kirke
"I en periode kom jeg i den Russiske Ortodokse Kirke, men jeg bemærkede, at der også var et behov for gudstjenester på usbekisk. Så derfor arrangerede jeg sådanne gudstjenester", fortæller Lazar.
Jeg mindes, at jeg havde set en Russisk Ortodoks Kirke langs vejen. Udsmykket i pomp og pragt udgjorde den en kontrast til omgivelserne. Jeg så mennesker, der kom og gik. Det er vanskeligt at få dette til at stemme overens med det faktum, at folk som Lazar er under så hårdt et pres i det selv samme land.
"Det er kun den Russiske Ortodokse Kirke, der er tilladt i Usbekistan. Dem, der kommer i andre kirker, får næsten aldrig tilladelse til at mødes," forklarer Lazar. Det betyder, at hans kirke er illegal. Præsident Islam Karimov, der er leder af det tidligere kommunistparti, sidder stadig solidt på magten og gør alt, hvad han kan, for at holde usbekerne i et jerngreb. Han er modstander af alt, hvad der har med religion at gøre, hvilket betyder, at for eksempel muslimer også er under pres.
To dage siden razzia
Vi har nu parkeret bilen og er gået ind i en travl café, hvor Lazar kan fortælle sin historie, og hvor vi ikke virker så iøjnefaldende blandt alle cafegæsterne. Men jeg spekulerer stadig på, om det er farligt for Lazar at blive set sammen med mig. Det er meget muligt, at han stadig bliver overvåget her kun to dage efter razziaen. Da jeg spørger Lazar om det, fejer han mine bekymringer til side. "Jeg er så glad for, at der er nogen, jeg kan snakke med," siger han. Hans kone Leila* har sluttet sig til os og giver klart udtryk for, at hun er helt enig med Lazar. De virker begge til at være glade for at kunne fortælle deres historie til en, der kommer udefra.
Bøder på et års løn
Den straf, som Lazar kan modtage for at være i besiddelse af de "ulovlige bøger", han havde i sit hus, er en fængselsdom på femten dage eller en stor bøde. Pludselig er jeg uden for samtalen, da de henvender sig til hinanden. "Jeg ville foretrække en fængselsstraf," siger Lazar. Han kender til andre lignende tilfælde, hvor kristne er blevet idømt bøder, der svarer til mere end et års løn. Leila virker forvirret over sin mands reaktion. "Jeg ønsker ikke, at du skal komme i fængsel", siger hun.
Sår ikke frygt
"Farisæerne forfulgte Jesus, men han fortsatte med sit arbejde. Aftenen efter razziaen læste jeg Salme 91, hvor der om Gud står: 'Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.'
Jeg vil ikke tillade mig selv at blive styret af frygt, for det hjælper dig ikke på nogen måde. Efter min anholdelse ringede en af naboerne til os. "Lazar", sagde han, "vi har pakket vores ejendele, og vi er klar til at rejse til Moskva. Skal vi tage af sted?"
Lazar kan godt forstå denne holdning, men han lægger stor vægt på at lære sin kirkes medlemmer at have en anden indstilling. "Vi må modsætte os mennesker, der sår frygt. Guds løfter er stærkere", understreger han. "Vi har problemer, men vi tror, at Gud er med os, og at Hans løfter er stærkere end frygten."
Guds løfter er stærkere end frygten
Dette udsagn bliver hængende i mit sind. Jeg fortsætter med at rejse rundt i landet og møde andre kristne. Jeg hører om fængslinger, truende forhør og andre former for forfølgelse fra regeringen, som ønsker at undertrykke kristendommen. På heraf siger den ene efter den anden, fuld af overbevisning, til mig: "Vi har problemer, men vi tror, at Gud er med os, og at Hans løfter er stærkere end frygten."
Kamp mod frygten
Alligevel kan denne frygt pludselig gribe fat om dig, hvis du befinder dig midt i en situation, hvor der er direkte forfølgelse. Det oplever jeg et par dage senere, da Lazar pludselig dukker op. Vi havde aftalt, at jeg skulle tale med ham igen senere hen i løbet af mit besøg, men han er kommet for at sige til mig, at mødet ikke kan finde sted. "Jeg forlader byen i aften. Min advokat har rådet os til at holde en pause. Der vil måske blive udført endnu en razzia mod vores hjem. Vi kan ikke klare det nu, derfor tager vi af sted."
"Bed for mig og min familie," siger Lazar til mig. Og lige så pludseligt, som han dukkede op, har han forladt stedet igen. I løbet af nogle få dage, oplever jeg, hvordan Lazar kæmper med truslerne, frygten og forfølgelsen fra det frygtelig hårde regimes side og med de overbevisninger, han har som kristen.
"Bed for mig!"
For øjeblikket, mens han balancerer mellem frygt og tro, indser jeg, hvor vigtigt det er, at Lazars historie bliver fortalt, og at der bliver bedt for ham rundt omkring i verden. Jeg beder om det, som han så overbevisende sagde til mig et par dage tidligere: At den frygt, som regeringen forsøger at så, ikke må slå rod i hans hjerte.
Et par uger senere rapporter Lazar, at han og hans familie er tilbage i hjemmet. Men problemerne er ikke forbi. Der er blevet rejst retssager mod ham, og myndighederne har truet ham med dødsstraf.
* Af sikkerhedshensyn er navnene i artiklen pseudonymer.