Om Månedens projekt
Rundt omkring i verden forfølges tusindvis af kristne dagligt på grund af deres tro.
Nogle af dem oplever at blive retsforfulgt og idømt fængselsstraffe på falsk grundlag. Andre får ikke engang en retssag. Nogle bliver chikaneret af familie og tidligere venner eller oplever at deres naboer eller beboere i deres landsby brænder deres kirke, deres forretning eller deres hus ned.
Åbne Døre sætter jævnligt fokus på særlige tilfælde, hvor vi kan være med til at gøre en forskel. Når der kommer tusindvis af postkort fra hele verden til en mand i en fængselscelle, så gør det en forskel og er med til at sprede mørket i hans situation. Når kristne får bibler eller modtager undervisning, så hjælper det dem til at blive stærke i troen og bevidste om, hvor meget det betyder at stå fast trods modstand. De oplever også, at de ikke står alene.
Du kan være med til at gøre en forskel ved at skrive et postkort til en kristen bror eller søster. Du kan også melde dig som kurer og levere bibler til kristne i lukkede lande. Eller du kan blive ambassadør for Åbne Døre og udbrede kendskabet om de forfulgte i din lokale menighed. Under alle omstændigheder er der brug for din forbøn, for når et lem lider, så lider hele legemet.