Tyrkiet

I Tyrkiet presses kristne konvertitter fra muslimsk baggrund af familie, venner, samfundet og endda de lokale myndigheder. De betragtes som forrædere mod den tyrkiske identitet.

Her kommer forfølgelsen fra

Tyrkiet er nærmest et kontinent i sig selv, også når det kommer til forfølgelse af kristne. Det er det eneste land i verden, hvor hovedreligionen, islam, er fuldstændig smeltet sammen med en voldsom nationalisme.

Generelt er holdningen, at en sand tyrker er en sunnimuslim. Denne religiøse nationalisme er vokset til nye højder efter det mislykkede kup d. 15. juli 2016. Præsident Erdogan har udnyttet situationen til at forøge sin magt og position, selvom hans diktatoriske adfærd ikke har ledet til direkte forfølgelse af kristne. Derimod gør han det indirekte ved at forsøge at ændre Tyrkiet fra en sekulær stat til en sunnimuslimsk stat, hvilket ikke giver meget plads til minoriteter.

På et mere lokalt niveau er der stærk modstand fra familier mod dem, der er konverteret til kristendom, da det at forlade islam ses som forræderi mod den tyrkiske identitet, islam og familien. Denne type af undertrykkelse ses som ”normal” og bliver nærmest ikke rapporteret eller dokumenteret, medmindre der er fysisk vold.

Sådan lider de kristne

Den meget stærke religiøse nationalisme i samfundet lægger et stort pres på kristne. Regeringen har ikke været målrettet mod specifikt kristne, men samfundets nationalisme efterlader nærmest ingen rum for, at kristne kan proklamere et andet budskab.

Konvertitter fra islam til kristendom møder i særlig grad social modstand, selvom konvertering fra islam til kristendom ikke er ulovligt. Konvertitterne lægges under pres af deres familier og fællesskaber for at vende tilbage til islam, og selv det at forlade en kristen gruppe for at gå over i en anden, kan være problematisk.

Kristne lever derfor nogle gange et dobbeltliv og skjuler deres omvendelse. Selvom konvertitter fra islam juridisk kan ændre deres religiøse tilknytning på deres id-kort til ’kristendom’, kan det være en svær og stressende proces. Når det opdages, kan en kristen med muslimsk baggrund blive truet med skilsmisse og tab af arvemæssige rettigheder.

Sammenblandingen af islam og nationalisme påvirker også kristne, som ikke har en muslimsk baggrund. Disse er oftest fra etniske minoriteter (fx grækere, armeniere, syrere). De ses nærmest ikke som fuldt ud medlemmer af det tyrkiske samfund og oplever alle slags lovmæssige og bureaukratiske hindringer.

Kristne har ikke adgang til statslig ansættelse og oplever diskrimination i private jobs, særligt hvor arbejdsgivere har tilknytning til regeringen. Siden religiøst tilhørsforhold er skrevet på ethvert id-kort, er det meget nemt at diskriminere kristne ansøgere. 

Eksempler

• Forandringer i lederskabet i de græsk-ortodokse og armensk-apostolske kirker skal godkendes af regeringen - selvom disse er ledere af religiøse fællesskaber, som ikke eksisterer i loven, og hvis personlige position ikke er anerkendt i loven.
• Træningen af kristne ledere er juridisk umulig, og det er næsten umuligt at blive registreret som en ny kirke, selvom små menigheder kan registreres som 'foreninger'.
• Ifølge World Watch Monitor-rapporter i juni 2017 er den amerikanske præst Andrew Brunson stadig fængslet, hvilket han har været siden oktober 2016. Han bliver holdt som gidsel for at trække politiske ydelser fra USA, og er blevet beskyldt for at støtte Gülen-bevægelsen, som angiveligt planlagde det mislykkede kup i juli 2016.
• World Watch Monitor-rapporterer fra juli 2017 fortæller desuden, hvordan det lovlige ejerskab af mindst 100 antikke syriske kristne ejendomme i den sydøstlige del af Tyrkiet er blevet konfiskeret og overdraget til det tyrkiske finansministerie over de seneste fem år. Ejendommene, der er blevet konfiskeret af regeringen, inkluderer to fungerende klostre og land, som tilhører Mor Gabriel-klostret (der er fra det 4. århundrede).

Rapporteringsperiode: 1. november 2016 – 31. oktober 2017