Tyrkiet

I Tyrkiet presses kristne konvertitter med muslimsk baggrund af familie, venner, samfundet og endda de lokale myndigheder. De betragtes som forrædere mod den tyrkiske identitet.

Her kommer forfølgelsen fra
Den almindelige mening er, at en sand tyrker skal være sunnimuslim. Denne religiøse nationalisme er vokset til nye højder efter det forfejlede kup d. 15. juli 2016. Præsident Erdogan har brugt situationen til at øge sin magt og position, men hans diktatoriske opførsel har ikke ført til direkte forfølgelse af kristne. I stedset gør han det indirekte ved at prøve at transformere Tyrkiet fra en sekulær stat til en sunnimuslimsk, så der kun er lidt plads til minoriteter.

Sådan lider de kristne
Den meget stærke religiøse nationalisme i samfundet lægger en del pres på kristne. Regeringen har ikke specifikt haft kristne som mål, men samfundets nationalisme giver næsten ingen plads til, at de kristne kan proklamere deres budskab. Især dem, der er konverteret fra islam til kristendommen møder social opposition, skønt konvertering fra islam til kristendommen ikke er forbudt ved lov.

Blandingen af islam og nationalisme påvirker også kristne, som ikke har muslimsk baggrund. De fleste af dem hører til etniske minoriteter (f.eks. grækere, armeniere og syrere). De regnes ikke rigtigt for at være en del af det tyrkiske samfund, og de møder alle slags lovhjemlede og bureaukratiske hindringer.

Eksempler

• Flere kirker er blevet truet til at lukke, og flere er også bukket under for presset. Hertil er flere kirker også blevet udsat for vandalisering. Et fejlslået bombeangreb blev rapporteret i 2018.
• Flere konvertitter er blevet udsat for overfald, ligsom flere har måtte flygte fra deres hjem. Udlandske kristne er også blevet presset til at forlade landet.
• I juli 2018 blev Andrew Brunson løsladt fra sin husarrest, siden hans retssag begyndte i oktober 2016. I to år blev han holdt som gidsel af regeringen.