Colombia 25. april 2017
Efter at have oplevet vold, forfølgelse og fordrivelse kan Aurora nu igen drømme og smile efter at være blevet hjulpet gennem Åbne Døres traumebehandling. Hun har fået en ny begyndelse.
”Inden for vores gren af kristendommen ses traumebehandling ofte som uvigtig, og derfor bliver folk ikke forsynet med den psykologiske omsorg, de har brug for," siger en traumespecialist. (Illustrationsfoto).
Den uophørlige gøen fra hunde genlyder stadig i Auroras* sind, når hun tænker tilbage på den morgen, hvor hendes mand blev dræbt på grund af hans præstetjeneste.
“Han vidste, at de ville dræbe ham, hvis han fortsatte med at forkynde,” deler Aurora. “De ulovlige bander havde allerede truet ham adskillige gange, men på trods af det foretrak han at dø, mens han tjente Kristus. Han var ikke bange for at forkynde sandheden.”
Pastor Ernesto* havde ansvaret for præstetjenesten i deres lille by i det vestlige Colombia. Han var kendt i området for sin modige tjeneste, der fokuserede på at opmuntre de unge til at leve deres liv for Herren.
På grund af hans modige tjeneste har adskillige bandemedlemmer forladt deres kriminelle liv for at følge Kristus. Uden tvivl var det dette, der bragte Ernesto ind i skudlinjen.
En tidlig morgen blev han banket til døde foran hans kone og børn.
Dette er ikke en sjælden begivenhed i landdistrikterne i Colombia. Landsbykirken er vokset op midt i den væbnede konflikts grove vold. Præster, der fordømmer uretfærdigheden og misbruget, bliver ofte truet og mishandlet. Deres menigheder udgør den forfulgte kirke i Colombia.
Regeringen leverer ikke psykologiske hjælpeprogrammer til ofre for konflikter, hvilket er grunden til, at Åbne Døres Institut for Traumebehandling har taget til opgave at støtte sådanne personer - især dem, der oplever religiøs forfølgelse.
Folk som Aurora har fået muligheden for at begynde processen med følelsesmæssig, fysisk og familiær helbredelse - en proces, der handler om at se på livet på en ny måde.
Ifølge Tatiana Ramirez, en af Åbne Døres specialister i traumer i Colombia, er pastoral psykologisk behandling afgørende for genopretning af mennesker, der er blevet traumatiseret.
"Traume er en tilstand, som opstår under krisesituationer i vores liv," forklarer Tatiana. "Vores hjerne er designet til at skabe vækst, modenhed og læring. Traumer er en hindring for denne naturlige proces og kan som sådan resultere i hjernens stagnation.”
”Inden for vores gren af kristendommen ses traumebehandling ofte som uvigtig, og derfor bliver folk ikke forsynet med den psykologiske omsorg, de har brug for."
Ifølge den nationale psykiske helbredsundersøgelse fra 2015 blev det fastlagt, at 10 ud af hver 100 voksne mellem 18 og 44 år i Colombia lider af en form for psykisk sygdom. Den deraf følgende følelsesmæssige ustabilitet har kraftigt bidraget til et samfund gennemsyret af vold og væbnede konflikter i over 60 år.
Åbne Døre i Colombia har gjort psykiske sundhedsprogrammer til en topprioritet i vores tjeneste til den forfulgte kirke.
Colombianske kvinder får bibelsk undervisning.
Auroras genoprettelsesproces har ikke været let. Sådan et stort tab midt i sådan en voldelig situation har efterladt dybe ar for både hende og hendes børn.
"Da vi først talte med Aurora, havde smerten af hendes tab og en tvungen fordrivelse fået hende til at føle sig fortabt og uden et formål og fremtid," fortæller Tatiana.
En vej til helbredelse blev etableret for Aurora med hjælp fra Åbne Døre. Et af hendes børn blev accepteret på Åbne Døres Børnecenter; dér modtager barnet kristen undervisning og en erhvervsuddannelse. Åbne Døre hjalp hende også med at genskabe kontakt til familiemedlemmer, som hun havde mistet kontakten med efter hendes fordrivelse.
Ud over at modtage psykologhjælp, blev hun også sponsoreret til at deltage i to møder for ofre for religiøs forfølgelse. På disse fik hun plads til at dele sin historie og dermed styrke sin identitet og tro på Kristus.
"I min erfaring med Åbne Døre har jeg set, hvordan den simple viden, at mennesker over hele verden elsker og støtter dem skaber stor fred og ro," fortæller Tatiana.
"Folk i forfølgelse lider af dyb social isolation, især i miljøer som vores, hvor hverken regeringen eller samfundet er villige til at anerkende eksistensen af forfølgelse. Men når Gud når folk gennem Åbne Døre, ved de, at de ikke er alene."
Vejen til helbredelse for ofrene for forfølgelse er lang og langsommelig. Det er Åbne Døres holdning, at psykologbehandling og pastoral uddannelse bør gå hånd i hånd. En balance mellem det åndelige og psykologiske er, hvad der vil bringe sand helbredelse. De fleste ofre oplever identitets kriser og tab af formål, som er grunden til, at traumebehandling fokuserer på disse problemer.
Trods sine vanskelige erfaringer er Aurora blevet i stand til at se fremtiden med nye øjne. Den hjælp, hun har modtaget fra Åbne Døre, har tilladt hende at opbygge en stærkere tro, og det har hjulpet hende til at forstå begivenhederne i hendes fortid.
I dag bor hun med sin familie og har etableret en lille restaurant for at få en indkomst. Hun fortsætter med at deltage i Åbne Døres programmer.
For fire måneder siden havde hun muligheden for åbent at fordømme vold mod kirken ved en offentlig høring.
"I fremtiden vil jeg gerne hjælpe andre mennesker, der har gennemgået lignende ting som mig. Gud har hjulpet mig, derfor kan jeg hjælpe dem."
*Navnene er ændret af sikkerhedsmæssige årsager.
Hør, hvordan Gud beskytter sin kirke i den væbnede konflikt i Colombia, der har varet over 50 år, om FARC og udsigten til fred, og om hvordan Jasar missionerer i livsfarlige områder. Han er gæstetaler på årets Forfulgt-event d. 20. maj 2017 i Silkeborg.