Syrien 28. juni 2018
Der er noget galt. Vi er i Aleppo i Syrien, gudstjenesten er lige begyndt, men hvor er de unge mænd?
Unge kristne i Aleppo samlet til et ungdomstræf.
Krigen i Syrien har nu varet i mere end syv år, og den har haft en kæmpe påvirkning på den syriske kirke.
Statistikkerne taler sit eget sprog: Over 400.000 mennesker er blevet dræbt på grund af denne krig (ifølge de sidste tal fra FN, offentliggjort tilbage i 2016). 5,6 millioner syrere er flygtet fra landet og mere end 6 millioner lever som fordrevne i deres eget land. Disse tal er svære at forstå i et land, der talte 22 millioner indbyggere før krigens start i 2011.
Det store antal (unge), som har forladt landet, er blevet et problem for landet og for kirken. Der findes dog ingen pålidelige tal på, hvor mange kristne, der befinder sig uden for landets grænser.
”De søger et bedre liv og en fremtid ved at flygte fra situationen i Syrien,” fortæller en ung mand, som er blevet tilbage i Aleppo. ”Det har selvfølgelig en negativ indvirkning, især for deres nære familie.”
Mange af dem, der er flygtet, var forsørgere for deres forældre og familier. ”Dette skaber økonomiske problemer i familierne”, forklarer den græsk-ortodokse præst Fader George Najmeh fra Sednaya.
Traditionelt set er syriske familier afhængige af de penge, som mændene indbringer. I mange familier udfører kvinderne ikke betalt arbejde, efter de er blevet gift.
”Som en reaktion på, at mændene rejste, var kvinderne nødt til at finde arbejde, så de kunne tjene penge til deres familier. Derfor opstartede jeg forskellige projekter med det formål at give kvinder en indtægt,” fortæller Fader George.
”I takt med at den yngre generation har forladt deres familier, er der ingen forsørgere tilbage,” fortæller Huda Azar. ”Nu er familierne i stedet afhængige af slægtninge og organisationer. Man kunne endda sige, at de er blevet en byrde for samfundet materielt, moralsk og medicinsk.”
En syrisk mand beskriver den nye situation således:
”Rollerne ændres inden for familiens rammer. Kvinder bærer nu en dobbeltbyrde. Deres position er ændret, og de har nu flere forskellige roller i familien og i samfundet. Foruden deres primære rolle som ansvarlige for familien, heriblandt for børneopdragelsen, er de nu også ansvarlige for den økonomiske byrde, idet de skal sørge for en fast indtægt.”
Underholdning for deltagerne på et lederkursus for unge syriske kristne. Også i kirkerne mærker man fraværet af unge mænd, efter at mange har forladt Syrien.
En anden stor udfordring for de syriske kvinder er at finde en ægtemand. I et mellemøstligt land er dette et mareridtsscenarie, da kvinderne bor hos deres forældre, indtil de bliver gift.
”Kvinder i den giftefærdige alder udgør majoriteten i Syrien. Det er meget demotiverende for piger og unge kvinder,” beretter en syrisk kvinde i 20’erne. ”Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver gift.”
”Tidligere var det muligt for en pige at forlove sig med en mand under deres universitetsstudier”, fortæller en anden ung kvinde. ”Nu er det næsten umuligt. Der er ingen drenge tilbage på universitetet. Vi kan vinke farvel til ægteskab og familie.”
Præsten fra Sednaya ser også dette tydeligt i kirken:
”Vi oplever en stigning i ugifte kvinder på grund af faldet i antallet af mænd. Der ses også et fald i bryllupper og antallet af nyfødte børn”.
Da mange unge tidligere var aktive i kirken, oplever kirkerne nu et stort tab af frivillige til forskellige tjenester i kirken.
”Der var en masse frivillige i kirken blandt dem, der nu er rejst bort. Nogle af dem rejste inden for en kort periode. Det har ikke været nemt for kirken at oplære deres efterfølgere,” fortæller Fader Yuhanna Alzakimi, en syrisk-ortodoks præst fra Homs.
Fader Yuhanna Shehada i Damaskus tilføjer: ”Udfordringen er nu at beholde resten af de unge mænd i landet”.
Han ser også udover landets grænser. ”En anden opgave for kirken på globalt plan, er at omfavne og samle vores børn i de lande, de er rejst til.”
Fader George Najmeh ønsker at opmuntre ’de rejsende’, som de unge kaldes, til at vende tilbage, især når situationen i landet bliver sikker igen. ”Jeg er parat til at samarbejde om ethvert forslag og til at tale om en hvilken som helst passende løsning.”
En anden præst fortæller, hvordan alle kirkens aktiviteter er blevet forstyrret:
”Vi havde et lejlighedsorkester på omkring 100 mennesker, nu er der kun 30 tilbage. Ved spejdermøderne deltog et ligeligt antal drenge og piger. Nu er der seks drenge og 24 piger tilbage.”
I Syrien organiseres ungdomsarbejdet i de traditionelle kirker vha. spejdergrupper.
Spejdergrupper er måske det vigtigste redskab for den syriske kirke til at bringe evangeliet til teenagere og aktivere dem i samfundet. Åbne Døre støtter spejderaktiviteter i flere syriske byer.
Præsten frygter, at kristendommen vil blive udryddet fra nogle områder i landet, når de kristne, som har forladt områderne, ikke kommer tilbage. Selv ikke, hvis den syriske hær befrier disse områder. ”Alle de krige, der er foregået i vores region, har ført til et fald i antallet af kristne. Emigrationen af kristne fører til, at kirken bliver svagere og svagere.”
Flere præster nævner ’hjerneflugt’ som et resultat af de millioner af syrere, som har forladt landet. De mener, at landet vil komme til at mangle disse syrere i genopbygningen af landet og samfundet.
Man kunne nemt blive pessimistisk og trist over præsternes fortællinger. Sandheden er dog, at hvor end du kigger i de syriske kirker, vil du møde præster, som er blevet tilbage og tjener deres menigheder. Og du vil møde unge mennesker, som har taget et aktivt valg om at blive tilbage og ivrigt tjener Herren i deres land. Unge, som vil gøre deres allerbedste for at hjælpe de trængende og opretholde kirkens forskellige aktiviteter.
Åbne Døre hjælper kirker forskellige steder i Syrien med bl.a. at opstarte indkomstskabende projekter for at imødekomme behovet fra de arbejdsløse og fra kvinder, som må forsørge deres familier. Sammen med lokale kirker oplærer vi også unge syrere til at være ledere i kirken.