Sudan 18. maj 2017
”Jeg er taknemlig til Gud. Fortæl alle dem, der bad for mig, at jeg er ude af fængslet,” siger Hassan Kodi, en af de to fanger, der netop er blevet løsladt. Begge blev i januar idømt 11 års fængsel.
Tjekken Petr Jasek og de tre sudanere, der i december 2015 blev anholdt og sigtet for bl.a. ”spionage”. Nu er de alle frie igen.
Da Hassan Kodi vågnede op i fængslet i Sudan i torsdags, d. 11. maj, havde han ikke nogen idé om, hvad dagen ville bringe – at det var dagen, hvor Gud ville vende op og ned på hans fængselstilværelse.
Han sad sammen med to gæster, da fængselsvagterne pludselig kaldte på ham uden at give en grund. Hassan fulgte med til et møde, hvor han fandt ud af, at præsident Al Bashir havde beordret ham og hans medfange Abdulmonem løsladt.
De to fanger samlede hurtigt deres ting, og mindre end en time senere vandrede de ud af fængslet som frie mænd. Udenfor blev de mødt af mennesker, der havde hørt om frigivelsen og var kommet for at møde og gratulere de to.
LÆS OGSÅ: Præster i retten efter måneders ulovlig fængsling
Da Hassans kone, Awadia, først hørte om hans løsladelse i telefonen, kunne hun ikke tro det. Det var først, da hun med egne øjne så ham komme ud af døren til fængslet, at hun viste, det var virkeligt. Både hun og Hassans mor så chokeret ud længe efter.
”Gud er god!” sagde Hassan, da han kort efter sin løsladelse talte i telefonen med en Åbne Døre-medarbejder. ”Jeg er taknemlig til Gud. Fortæl alle dem, der bad for mig, at jeg er ude af fængslet.”
Løsladelsen satte punktum i en 18 måneder lang kamp med domstolen om løsladelsen af mændene, der blev anholdt i december 2015 sammen med præsten Kuwa Shamal Abazmam Kurri og den tjekkiske hjælpearbejder Petr Jasek. De blev alle fire sigtet for ”spionage”, for at ”opildne til strid mellem samfund” og flere andre overtrædelser.
Den 2. januar i år blev Shamal frifundet på alle anklager. Den 29. januar idømte retten Petr til fængsel på livstid, mens Hassan og Abdulmonem hver fik 11 års fængsel. Siden da har de siddet fængslet, mens deres advokater har anket afgørelsen. Den 26. februar blev Petr benådet og forlod straks Sudan.
LÆS OGSÅ: Løsladt hjælpearbejder delte celle med IS-medlemmer
Nyheden om Hassans løsladelse glædede også de lokale sudanske kristne såvel som kristne, der lever i eksil:
”Vi fejrer frigivelsen af vores respekterede bror og leder og takker alle, der bad for ham,” udtaler en sudansk kirkeleder, der ikke ønsker sit navn nævnt.
Lederen af Åbne Døres arbejde i området siger:
”Kristne rundt om i verden bør fejre og juble over dette gennembrud og ikke undervurdere den rolle, som fokuseret, vedholdende bøn spiller i sager, som har med den forfulgte kirke at gøre.”
”Mens regeringen fortsætter sin stramme kurs overfor kirken i Sudan, som det ses i nedrivningen af bygningen tilhørende ’Sudan Church of Christ’ i Suba i sidste uge, skal vi ikke opgive vores bønneindsats for kirken i Sudan og resten af Afrika, men huske, at Gud hører og handler på vores vegne.”
LÆS OGSÅ: Lange fængselsstraffe til to sudanere og en udlænding