Open Doors hjælper  kristne på flugt fra vold 

Fem af de lande, som er i top-10 over lande, hvor volden mod kristne er værst, ligger i bæltet lige syd for Sahara, hvor ikke mindst Boko Haram og ADF, men også andre militante, islamiske, grupper holder til. Her er et lille indblik i nogle kristnes hverdag i tre af landene – eksempler, hvor din støtte via Open Doors har gjort en forskel. Tallet angiver hvor på top-10, landet ligger. 

03 Cameroun

I den nordlige del af Cameroun er en række kristne flygtet fra deres hjem på grund af brutale angreb fra Boko Haram, som gentagne gange foretager raids fra Nigeria hen over grænsen for at plyndre landsbyer på stribe.  

”De angreb vores landsby i juli forrige år,” fortæller Damaris, en ældre kvinde. ”Vi flygtede, og de brændte vores hus ned.” 

Ofte vender Boko Haram tilbage til de samme landsbyer igen og igen. Beboerne oparbejdede derfor en form for rutine, hvor kvinder og børn flygtede op i de omkringliggende bjerge under angrebene, mens de fleste af mændene blev i landsbyerne i et forsøg på at beskytte deres hjem, ejendele og afgrøder. 

Sådan var det også for Damaris og hendes mand – men en aften gik det galt. Boko Haram slog hendes mand ihjel. Derefter flygtede Damaris til byen Tourou sammen med mange andre kristne. Her får hun og 400 kristne flygtningefamilier mad og anden basishjælp fra Open Doors.  

06 Centralafrikanske Republik

I december 2013 flygtede mange kristne fra PK5-området i hovedstaden Bangui, fordi fire forskellige, militante, islamiske grupper hærgede området med plyndringer, kidnapninger og drab. Medlemmerne fra den lokale apostolske kirke flygtede også og efterlod deres kirke, hvis vægge og loft var oversået med skudhuller, og hvor taget var skadet af granateksplosioner, så det regnede ind. 

”Da vi flygtede, blev de elektriske installationer samt musikinstrumenter stjålet, væggene blev overmalet med graffiti, og toiletterne blev smadret,” fortæller kirkens præst, Sing-Na. 

I 2021 blev forholdene i området bedre, og medlemmerne af kirken vendte tilbage med et brændende ønske om at renovere kirkebygningen. De havde dog ikke penge nok, men med hjælp fra Open Doors lykkedes det alligevel, og i juni sidste år blev kirken indviet med en festlig gudstjeneste. 

08 DR Congo

I den østlige del af DR Congo huserer ADF - en militant, islamisk gruppe, som er knyttet til Islamisk Stat. Gruppen kæmper for at oprette et kalifat i denne meget frugtbare del af landet, og deres kamp har drevet mange kristne på flugt.  

En del har søgt ly i byen Komanda – faktisk så mange, at byens indbyggertal er fordoblet. Det er flere, end der er plads til, og derfor sover flygtningene på gulvet i kirker og skoler om natten, mens de er nødt til at rykke udenfor med deres få ejendele om dagen, fordi der er undervisning i skolerne og aktiviteter i kirkerne. Dette gælder også på regnvejrsdage. 

Flygtningene mangler stort set alt. Mad, bolig, medicin, hygiejneartikler med videre. Open Doors hjælper 310 af disse flygtningefamilier med mad og andre fornødenheder. 

Artiklen er også udgivet i vores blad i januar 2023. Læs hele bladet her.

Læs mere om World Watch List 2023.